Juni: sommerens overflod af spiselig natur

En vandretur langs Gudenåen byder på meget mere end den smukke naturoplevelse. De spiselige planter vokser i overflod i området omkring Randers Naturcenter, og naturcenterleder Helle-Marie Taastrøm lærer os at kende, finde og anvende dem.

”Jeg deler de spiselige planter op i tre kategorier – de dekorative, de smagsgivende og ressourcen. De dekorative har ofte en sødlig smag og ser godt ud på kager eller i salater. Det kan være hyldeblomst, baldrian, rød- og hvidkløver og tusindfryd,” fortæller Helle-Marie Taastrøm om årstidens spiselige planter.

”Planter som bynke og mjødurt tilfører smag til en ret på samme måde som rosmarin og timian. Den sidste kategori er de planter, der kan være en reel ressource i madlavningen som brændenælder, skvalderkål, vejbred og røllike,” siger naturcenterlederen.

Helle-Marie inviterer borgerne i Randers Kommune med på ni ture i engene omkring Gudenåen i løbet 2017. På juni-turen var der blandt andet fokus på spændende og kønne spiselige planter.

De kønne spiselige planter

Baldrian er en køn lyserød blomst, der vokser overalt langs Gudenåen lige nu. Mange kender dens beroligende virkning fra baldriandråber eller –te, som kan anvendes, hvis man har svært ved at falde i søvn. Den kan også bruges som pynt på kager og kan spises, som den er. Rød- og hvidkløver hører også til den kategori af planter, der både er kønne og spiselige. De giver en salat et helt nyt og spændende look.

Ressourcen i madlavningen

Vejbred kan være en reel ressource i madlavningen. Man kan blandt andet bruge den i en omelet. De spæde, lysegrønne blade smager bedst – de mørkegrønne og grove blade har en mere bitter smag. Det samme gælder mælkebøtteblade og skvalderkål. 

Smagsgiveren med smag af mandler og honning

(billede af mjødurt)
Mjødurt har en smag af honning og mandler og kan bruges som smagsgiver i både kødretter og desserter. Både blade og blomster kan tørres og bruges som te med smag af nødder og kanel.

Saft og hyldekærester

Hyldeblomsten er kendt for sin søde smag, og mange eksperimenterer med at lave hjemmelavet hyldeblomstsaft med stor succes. Der findes masser af spændende opskrifter på nettet. Her kan man også finde opskrifter på ”hyldekærester”, som i sin enkelthed er hyldeblomster dyppet i pandekagedej og stegt på panden. Man kan drysse dem med flormelis før servering.