Traveture

Allestrupgård Plantage

Blichers Plantage, Blichers Hede, Allestrupgård Plantage, Hvidsten Mose. Kært barn har mange navne. Og plantagen, heden og mosen mellem Spentrup og Dyrby, Gassum og Hald byder da også på både fantastisk natur og spændende historie.

Asferg Mose

Tag på en travetur gennem Asferg Mose og oplev et stykke unikt natur. Asferg Mose er en gammel højmose, der ligger ca. 1 kilometer øst for Asferg mellem Asfergvej og Balgårdsvej.

Dyrby Krat

...fra Kærby Mølle går turen langs med egeskoven mod vest. Mellem Dyrby Krat og Kastbjerg Å åbenbares rigkæret, der lever op til sit navn ved at være et plantesamfund på en fugtig eller våd bund med mange forskellige arter...

Fårup

I 1925 blev der anlagt en privatbane fra Mariager via Fårup til Viborg. Sporene krydsede den allerede eksisterende længdebane, og da banerne havde fælles station i Fårup, blev byen et jernbaneknudepunkt med gæstgivergård, købmænd, brugs, bager, manufakturforretning, læge og dyrlæge. Der blev sat fart i byen, som hen ad vejen også fik en del industri. Du kan stadig finde spor efter banen flere steder omkring Fårup.

Gjandrup og Venning

To traveture går ad ”Den Grønne vej” på toppen af landskabet mellem Fussing Sø og Nørreådalen. ”Den Grønne (grus)vej” var oprindeligt den gamle Randers Viborg landevej.

Nørbæk

Forten var 24 meter bred. Bred nok til flere hjulspor i begge retninger og flokke af kvæg. Hyrderne brugte forten, når de skulle drive kvæget til og fra de store græsgange i dalen. Diger forhindrede kvæget i at komme på afveje og ind på de tilstødende marker.

Rejstrup Plantage

I årene efter krigen i 1864 og tabet af Slesvig-Holsten var devisen ”hvad udad tabes skal indad vindes". Det var her opdyrkningen af heden tog sin begyndelse. Hedeselskabet blev dannet med Enrico Dalgas i spidsen, og Dalgas var også med til at udarbejde planerne for Rejstrup Plantage. Rejstrup Plantage er anlagt i 1877 på Rejstrupgårdenes hedearealer - fra Markdal i øst til Læstenvej i vest.

Sønderbæk

Mange steder på vejen fra Sønderbæk til Rejstrup kan man se rester af gamle diger på begge sider. Vejen var i gamle dage drøwt, som det kaldtes på disse kanter. Her drev byhyrden sine dyr fra byens gårde og ud på græs i engene eller på heden. Digernes formål var at holde dyrene på vejen og lette hyrdens arbejde.

Øster Bjerregrav

Under 2. Verdenskrig var tørvegravningen en hel industri i sig selv. På et tidspunkt var der hele 52 presseværker i Bjerregrav Mose, og der måtte indsættes ekstra-tog fra Randers til Bjerregrav og Kousted til de arbejdere, som ikke boede i skure og banevogne nede i mosen.