Øster Bjerregrav

Under 2. Verdenskrig var tørvegravningen en hel industri i sig selv. På et tidspunkt var der hele 52 presseværker i Bjerregrav Mose, og der måtte indsættes ekstra-tog fra Randers til Bjerregrav og Kousted til de arbejdere, som ikke boede i skure og banevogne nede i mosen.

Øster Bjerregrav Kirke
Udgangspunktet for turene omkring Øster Bjerregrav er kirken, der ligger og troner på toppen af landskabet.

Øster Bjerregrav Kirke udgangspunkt for tre naturture

Tur 1

Tur 1 går ad Kirkevej mod mosen. Her er der undervejs en flot udsigt ind mod Randers. En kilometer nede ad Kirkevej drejes til venstre ad Mosedraget. Endnu en kilometer længere fremme går turen ud i mosen.

Bjerregrav Mose er et sandt eldorado for dyr og fugle. Mosehullerne er mange, og vegetationen er med årene blevet høj og meget forskelligartet.

Mosen var tilbage i 1700-tallet meget sumpet, men ved udskiftningen, hvor hver ejendom fik tildelt sit område, blev der lavet markveje, så det blev muligt at færdes med hestekøretøjer. Grøfter til afvanding sikrede desuden, at meget af mosen blev til anvendelig landbrugsjord.

Da man begyndte på tørvegravning i mosen, blev den rigtig givtig for lodsejerne. I starten gravede man tørv til eget forbrug, men under 1. Verdenskrig blev brændstofforsyning værd at regne med. Både private og begyndende industri som teglværker og mejerier begyndte at efterspørge brændsel.

Under 2. Verdenskrig var tørvegravningen en hel industri i sig selv. På et tidspunkt var der hele 52 presseværker, og der måtte indsættes ekstra-tog fra Randers til Bjerregrav og Kousted til de arbejdere, som ikke boede i skure og banevogne nede i mosen eller indkvarterede sig på gårdene sommeren igennem, mens børnene gik på skolerne i Kousted eller Øster Bjerregrav.

Endnu dyrkes der enkelte steder lidt korn i mosen, men ellers har dyr, jægere og naturelskere et unikt område at færdes i.

Fortsæt over et par broer over å og jernbane over til Kousted, hvor den gamle kirkelade neden for kirken er området ældste bygning. Bygningen er nu menighedshus.

Forsæt ad asfaltvejen til Bjerregrav station. Herfra er der to kilometer op ad bakke tilbage til Øster Bjerregrav.

Bjerregrav Mose 
Hist og her på Mosedraget er der mulighed for at komme tørskoet ned til de gamle tørvegrave i Bjerregrav Mose.

Tur 2

Tur 2 går fra Øster Bjerregrav Kirke ad den gamle kirkesti ned forbi præstegården og videre op til Over Fussingvej.

Den fantastiske udsigt over Bjerregrav Mose bliver ikke ringere, når der svinges til højre ad Holmevej, der starter som en uasfalteret hulvej for siden at blive til asfalteret sognevej.

Ved Mosedraget kan man vælge at fortsætte tilbage til Øster Bjerregrav - eller man kan vælge Mosedraget og en flot tur på kanten af den naturskønne mose. På højre hånd kommer man blandt andet forbi en gammel grusgrav, fra hvis top man kan nyde en utrolig udsigt.

Langs mosen veksler det ene flotte panorama med det næste. I dyb kontrast med hvordan her så ud i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor det vrimlede med mennesker i moseindustrien.

Mosen var dengang aldeles blottet for vegetation. Hele overfladen var sort - og dertil sort af op imod tusinde mennesker, hestekøretøjer og lastbiler som sørgede for de uundværlige tørv til forbrugerne.

Ved enden af Mosedraget går turen mod højre og tilbage til Øster Bjerregrav Kirke.

Udsigt over Fussing Sø
Fra Grovebakkevej er der en fantastisk udsigt over Fussingø Sø.

Tur 3

Tur 3 går ad Kirkevej ned mod byen til Over Fussingvej og til højre mod Over Fussing. Herfra nydes den flotte udsigt mod nord og vest over mosen og til Sønderbæk og Læsten.

Fra Over Fussing fortsættes ad Viborgvej og derefter Grovebakkevej ned mod Fussingø med de flotte udsigter over søen, skoven og slotte.

En kilometer nede drejes til højre mod Hesselbjergskoven, hvor der igen drejes til højre tilbage mod Viborgvej.

Tværs over Viborgvej går det ad en jordvej forbi gården Over Fussingholm til Holmevej. Her er der to muligheder: Til højre op til Over Fussing og derfra tilbage til Øster Bjerregrav. Eller til venstre ned omkring Bjerregravholm og endnu en flot udsigt ned over mosen. Ad denne vej går det forbi den gamle præstegård og ad Kirkestien tilbage til udgangspunktet øverst på bakken.

Se turforslag 1

Se turforslag 2

Mose med Kousted Kirke i baggrunden
Udsigt over Bjerregrav Mose med Kousted Kirke i baggrunden.