Gjandrup og Venning

To traveture går ad ”Den Grønne vej” på toppen af landskabet mellem Fussing Sø og Nørreådalen. ”Den Grønne (grus)vej” var oprindeligt den gamle Randers Viborg landevej.

Lille rute ved Venning

Start traveturen ved indgangen til Fussingø Skov øverst på Sønderskovbakken. Gå derfra mod øst af grusvejen, der går fra Podeledsvej.
Grusvejen, der kaldes ”Den grønne vej”, er den gamle Randers Viborg landevej, som går fra udgangspunktet til Gjandrup by.

Den første del af ruten ligger 65 meter over havets overflade. Mod nord med vid udsigt over Elkæret og Fussing Sø. Mod syd over Nørreådalen.

Elkæret er opdelt i parceller, der tilhører gårdene i Venning. Er man heldig kan man se spor efter råvildt og grævlinger. Elkæret har fået sit navn på grund af de mange elletræer. Om foråret og først på sommeren blomstrer kodrivere og gøgeurter i kæret.

Efter en lille kilometers trav ad ”den grønne vej” drejes mod syd, ned til Venning bag om Venning Gård og ad Venning Byvej mod vest.

Gå en tur ned ad engvejen. Ikke langt herfra ligger ”Venningdyne”, en stor sten der måler 1,80 gange 1,20 meter og stikker 70 cm over jorden. Hvor meget der stikker under, ved ingen. Venningdyne ligger i et markskel ned mod Nørreådalen.

Man går samme vej tilbage. Drejer mod vest og senere op ad Podeledsvej tilbage til udgangspunktet ved Fussingø Skov.

Tur til Gjandrup

Start som på Venningruten ad den grønne vej. I stedet for at dreje ned mod Venning fortsættes mod øst og drejes ad næste vej mod syd. Ad Gl. Viborgvej fortsættes en god halv kilometer mod øst, hvorefter man drejer ad en markvej mod syd mod Nørreådalen til Kodam og videre til Gjandrup.

Gå gennem Gjandrup mod vest og slå et slag ned i engene. Det var her, man mener, at det første Fussingø lå. Herregården hed Gjandrupgård, og selv om man ikke med bestemthed kan fastslå beliggenhed, pløjes der af og til murbrokker op, som måske er rester af den gamle bindingsværksgård, der blev brændt ned under Grevens Fejde i 1534 og ikke genopført - men måske flyttet til Gammelhave i Fussingø.

Gå samme vej tilbage til Gjandrup, fortsæt ad Gl. Viborgvej mod vest og til højre ad Podeledsvej tilbage til udgangspunktet ved Fussingø Skov.

Se folder

Kort over traveture til Gjandrup og Venning
Den lille rute omkring Venning er hhv. 3,8 eller 3,1 kilometer, alt efter om man tager en afstikker ned i Nørreådalen. Ruten omkring Gjandrup er hhv. 7,4 eller 5,9 kilometer.

Historie

På Nørreåen blev der fra begyndelsen af 1800-tallet drevet kågfart. Fra Randers blev fragtet kul op til de teglværker, der skød op i åens nærhed. Korn og tørv blev sammen med træ fra Fussingøs skove fragtet retur til Tørvebryggen i Randers.

En af Danmarks helgener, Sct. Kjeld, blev født i Venning på en af de store gårde. Kjeld blev domprovst i Viborg og blev efter sin død i 1150 kåret til helgen i 1188.

To sværd på Sct. Kjelds helgenskrin symboliserer hans mægling i striden mellem kongerne Svend og Knud.