Nørbæk

Forten var 24 meter bred. Bred nok til flere hjulspor i begge retninger og flokke af kvæg. Hyrderne brugte forten, når de skulle drive kvæget til og fra de store græsgange i dalen. Diger forhindrede kvæget i at komme på afveje og ind på de tilstødende marker.

Forten er en gammel vej, som følger grænsen mellem dalbund og dalside nord for Nørbæk. Lige som Hærvejen har forten været omgivet af diger på begge sider.

Formentlig har forten også været brugt til at drive kvæget til marked i Viborg. Rester af forten kan spores helt til Sjørring 5-6 kilometer vest for Nørbæk. 

Forslag til travetur

Start ved parkeringspladsen ved kirken. Gå herfra til venstre forbi den tidligere skole til Smallegade.

Følg Smallegade og fortsæt derefter ned ad Handestvej. Efter 300 meter ligger forten på venstre hånd lige efter nr. 5.

Fortsæt ind ad forten der i dag mest af alt minder om en græsklædt sti. Efter 3. gård på venstre hånd er digerne delvist bevaret over en strækning på knapt en kilometer.

Herefter kan man dreje til venstre op til landevejen - eller dreje nogle få meter til højre, finde forten igen og fortsætte ligeud. Den sidste del af forten er meget varieret, hist og her med vild bevoksning og selvsåede træer.

Fortsæt til du ikke længere kan gå ligeud, men har mulighed for at gå både til højre og venstre. Til venstre er op til asfaltvejen, Skovagervej, som fører tilbage til Nørbæk igen. Til højre ender vejen blindt, men er tiden til det, er muligheden for en naturoplevelse altid en afstikker værd.

Alle kan deltage

Turen på forten kan afbrydes en 3-4 steder undervejs, så alle kan deltage. Er vejrliget til det, så tag hele turen. På vejen tilbage ad Skovagervej er der her og der udsigt over Skalsådalen, så man kan se, hvordan forten danner skel mellem dalbundens enge. Husk at du er gæst på lodsejeres private ejendom, og at de har åbnet sporet for færdsel til fods. Sporet er delvist trampestier, så årstiden og planternes vækst kan påvirke passagen. Hold altid hunde i snor af hensyn til fugle- og dyrelivet - og vær opmærksom på at der ikke er jagt!

Se folder

Læs også naturartikel: Hvidding Krat - en egeskov fra tidernes morgen
 
Kort over travetur på forten ved Nørbæk
Traveturen ad forten ved Nørbæk og retur ad Skovagervej er 9,3 km.