Naturens dag 2016

”Natur uden alder” er temaet for årets udgave af Naturens Dag, som markeres med arrangementer over hele landet. I Randers Kommune er der tre muligheder for spændende oplevelser i tre forskellige naturområder.

01. september 2016 - Oprettet af Marie Have Qvist

Søndag d. 11. september 2016 fejres naturen overalt i landet i anledning af Naturens Dag. Temaet for i år er ”Natur uden alder”, og formålet er at skabe opmærksomhed om mulighederne i den nære natur for alle aldersgrupper.

”Vi glæder os hvert år over, at så mange foreninger, kommuner og frivillige bakker op om Naturens Dag. Vi vil gerne åbne naturen som et rum for oplevelser, glæde og fællesskab for alle aldre. Med årets tema håber vi, at både børn, unge og voksne tager hinanden i hånden og sammen går på opdagelse i vores smukke, sjove og spændende i natur, siger Jan Ejlsted, direktør i Friluftsrådet.

I Randers er der hele tre spændende arrangementer at vælge mellem, og de foregår i hver sit naturområde.

Sejlads og bålhygge

På Randers Naturcenter kan man lave sit eget foderbræt i træ og pileflet og hygge sig med forskellige bålaktiviteter. Man kan blandt andet bage pandekager over bål og prøve kræfter med træbrænding med brændejern. Der er også muligheder for at få en sejltur på Gudenåen og fange smådyr i naturcenterets lille sø.

”Vi lægger op til en dejlig sensommerdag for hele familien på tværs af generationer og med flere meget børnevenlige aktiviteter,” siger Helle-Marie Taastrøm, leder af Randers Naturcenter.

Arrangementet foregår mellem kl. 10.00 og 14.00, og gæster er velkomne til at medbringe en madkurv.

Vinterbadning og naturopgaver

Ved kajakbroen i Udbyhøj Havn bliver der fyret godt op i saunateltet, og gæsterne bliver introduceret til vinterbadning i Randers Fjord. Arrangementet starter kl. 10.00 og er arrangeret af Randers Kommune i samarbejde med Naturpark Randers Fjord.

I Nordre Fælled er der mulighed for på tværs af generationer at lave små forsøg og løse opgaver om naturen. Man kan også hygge sig til tonerne af musik i det fri og tage med på guidede ture i Nordre Fælled.

Arrangementet starter kl. 10.00 på Naturlegepladsen. Der er indgang ved busstoppestedet på Garnisonsvej overfor nr. 36. Det er Nordre Fælleds Venner og Randers produktionshøjskole, der står for arrangementet.

Fakta om Naturens Dag

  • Formålet er at få danskerne ud i naturen og opleve, hvad den kan byde på.
  • I 2015 deltog mere end 50.000 danskere i mere end 250 arrangementer over hele landet.
  • Mere end 130.000 børn var ude med deres dagpleje, vuggestue, børnehave, SFO eller skole i ugen op til Naturens Dag i 2015.
  • Naturens Dag havde præmiere i 2004 på initiativ fra Danmarks Naturfredningsforening.
  • Friluftsrådet blev partner på eventen i 2010 med, og de to organisationer samarbejder nu om at få danskerne ud på nye oplevelser i naturen.
  • Naturens Dag finder sted 2. søndag i september hvert år.
  • Nordea-fonden støtter Naturens Dag i 2016.