Køer og får som naturplejere

Køer eller får - hvad egner sig til hvad?

Her beskrives kun dyr af de mere primitive racer, som netop egner sig til naturpleje af næringsfattige områder. Generelt er disse racer rolige dyr, som ikke tager megen notits af forbipasserende, og dermed er de velegnede til områder, hvor offentligheden har adgang.

Grundlæggende er køer og får ret forskellige i græsningsmetoden og i fødevalget, hvilket hænger sammen deres fysiologiske opbygning.

Køer

Køer er store og har et højt specialiseret fordøjelsessystem. Det er to faktorer, der gør dem i stand til at leve af selv det groveste, næringsfattige foder. Dette afspejler sig i koens græsning, hvor den uselektivt snor tungen omkring en stor tot græs, river den af og går i gang med at gnaske. Hvis der er nogle enkelte urter koen specielt ikke kan lide, går den uden om disse ligesom den undgår områderne omkring kokasserne. (Dette er meget klogt, da mange parasitter overføres via gødningen.)

I koens græsningsområder opstår der med tiden en blanding af høje og lave områder. En mosaik som mange dyr, både insekter, padder og krybdyr, er glade for, da der er højt græs til at gemme sig i, og lavt græs hvor de kan sole sig. Samtidig giver variationen også muligheder for at mange urter kan finde deres niche.

Får

Fåret har ikke så mange maver som koen og kan derfor ikke fordøje lige så grundigt. Samtidig betyder fårets mindre størrelse, at det skal bruge mere energi på at holde sig varm. Altså må fåret være mere teknisk i sin græsning og kun udvælge det bedste foder, hvor der er mest energi i, og som er lettest at fordøje, så energien kan udnyttes.

Får kaldes derfor for en selektiv græsser, der med sine følsomme læber kan udvælge sig specifikke planter og bide dem over med sine skarpe tænder. Fårene spiser helst friske skud. Det kan være græs, blomster, blade eller skud fra træer, hvilket er mere racebetonet.

Denne tilbøjelighed, til at spise det friske, kan udnyttes af naturplejerne, da man med får græsser forskellige planter ned afhængig af hvornår på sæsonen, man sætter fårene på græs. Dermed er får ikke så egnede til de lange græsningsperioder som køerne, da man her sandsynligvis vil komme ind i vækst og blomstringssæsonen, for nogle af de arter man søger at bevare.

Fårenes græsning resulterer i en mere ensartet lav vegetationshøjde, som tiltrækker en anden fauna end køernes græsning. Specielt er fåregræsningen god for jordboende dyr og insekter.

Ved deres mindre størrelse er fårene bedst egnede til de stærkt kuperede arealer. Tungere dyr træder plantedækket mere op, og køer og heste kan skabe flere bare pletter. I fortidsmindeplejen siger man, at køer og heste træder jorden op, hvor får træder til.

En anden måde, man kan styre overdrevets udvikling, er ved græsningsperiodens længde, og hvornår på året man lægger græsningen. Ved en kort intensiv græsning (2-5 uger) græsses vegetationen i bund, hvorefter den forlades. Dette giver rigtig gode betingelser for de planter som kommer umiddelbart efter græsningen, da de får maksimalt lys og plads, og der lige er tilført gødning til arealet. Derfor er det også vigtigt nøje at styre, hvornår man sætter dyrene på for at kunne forudse græsningens effekt.

Ved en længere og mere ekstensiv græsning går man efter den før omtalte mosaik, hvor nogle områder står med længere græs, og andre områder er græsset helt ned. En effekt, der med tiden veksler over arealet. Denne græsning giver flere forskellige urter bedre muligheder, mens der skabes levesteder for en anden fauna end den, den intensive græsning fremmer.